Dansk elektronisk tidsskrift George Sand

Billede af George Sand

George Sands Consuelo

consuelo

Bogomslag

Consuelo i kritisk udgivelse fra Classiques Garnier; med efterfølgeren La Comtesse de Rudolstadt. I tre bind, illustreret. Rigt kommenteret af Léon Cellier og Léon Guichard.

Bogomslag

Phébus' Consuelo som paperback. Omslagets billede er Ordrupsgaards berømte af George Sand: malet af Delacroix.

Bogomslag

H. P. Holsts danske oversættelse af Consuelo. Man kan læse uddrag af denne her på siden.

Her en liste over udvalgte udgivelser af romanen
År bib kb bnf
1842-43 L. de Potter, Paris. I 5 bind / - Nej Nej Ja
1959 Éditions Garnier Frères, Paris og Bourges. Også senere udgaver / ? Ja Ja Ja
1983 Éditions de l'Aurore, Meylan og Néron. Noter og præsentation ved Simone Vierne og René Bourgeois. Også senere udgaver / 2-903-950-08-3 Ja Nej Ja
1999 Phébus libretto, Paris og Lonrai / 2-85940-575-5 Nej Nej Ja
1876 C. A. Reitzels Forlag, København. Oversat til dansk af H. P. Holst. I 2 bind / - Ja Ja Nej

søgevejledning

Kommentar

Consuelo (Consuelo) er en af George Sands meget kendte og populære romaner. Og med sine omkring 1.000 sider også en af de længste, som den følges op af La Comtesse de Rudolstadt af omtrent samme omfang. Romanen udkom først som føljeton i Revue Independante. Føljetonens form er da også særlig tydelig i Consuelo; romanen består af 120 kapitler af omtrent samme omfang, der hver for sig griber fat i en af handlingens mange tråde for at følge den til den knude, der binder an til et nyt kapitel. Om formen skal det også nævnes, at romanen deles i større klumper af overordnede handlingsskift og den geografiske placering af handlingen.

Consuelo foregår et lille århundrede før Sands tid. En del af personerne, som komponisten og musiklæreren Nicola Porpora, har levet. Men selv om Sand er omhyggelig med de historiske kendsgerninger, så er Consuelo ikke en historisk roman efter vor tids opfattelse, hvor denne betegnelse af en forfatters bearbejdning af historiske hændelser og deres personer retfærdiggør fortolkningerne inden for rammerne af sikre fakta. De mange betydningsfulde og fiktive personers møde med faktuelle personer i Consuelo kan jo kun skabe fortællinger, der klart er uden for rammerne af de historiske virkeligheder. Romanen er ren poesi.

I ROMANENS FØRSTE DEL er vi i Venedig blandt sangerne omkring den umådeligt velhavende Grev Zustiniani, der elsker opera med amatørens sande lidenskab. Men han ejer også det dominerende Theatre San-Samuel, og hans mere eller mindre objektive luner er afgørende for enhver af sangerne uanset størrelsen af deres talent. Komponisten og sanglæreren Porpora, der kunstnerisk betragtes som konservativ, har i tidens løb måttet afgive flere af sin musikskoles største talenter til Greven. Og det passer ikke Porpora; han mener, at deres evner fordærves, når de synger partierne i datidens folkekære operaer, hvor ydre virkemidler er i højsædet. Porpora vil det stilrene og enkle, en sammenhæng mellem form og indhold. Indtil romanens start har Porpora dog taget tabene til Greven med nogenlunde sindsro; sangerinderne har nok haft rimelige stemmer, men Greven har også engageret dem for deres skønhed og vilje til at tilfredsstille ærgerrigheden efter berømmelse og rigdom for enhver pris, nemlig som hans elskerinder. Om denne pris så har været enhver for alle, kan i øvrigt diskuteres, for Greven er ung, beleven og smuk.

Men Porpora er nu sårbar; han ejer en skat, den ganske unge spanierinde Consuelo. Modsat eleverne i Porporas skole, det vil sige Medicanti-kirkens kor, er hun fattig. Udseendet har hun heller ikke med sig, folk opfatter hende som hæslig, men Porpora har hurtigt opdaget Consuelos guddommelige talent for sangen og undervist hende for egen regning og risiko. Og måske han også har gemt hende væk, så den langørede Grev Zustiniani ikke vil lytte sig på sporet af hende. Men allerede på romanens første sider overhører Greven ved et tilfælde Consuelo synge Pergolèses Salve Regina. Det uden at se hende, så han ser for sig den nye strålende stjerne i sin opera og forsøger at fastslå hendes identitet, men Popora holder ham hen.

Den fjortenårige Consuelo har dog en anden, indirekte forbindelse til Grev Zustiniani, der har hensigter modsat Porporas. Hendes kæreste er Grevens protegé, den attenårige Anzoleto, der som Consuelo er en kommende sanger. Blændende begavet, men manglende det kunstneriske instinkt, den tålmodighed og arbejdsomhed, som Consuelo er i besiddelse af. Grevens ønske om at undervise ham har Porpora afvist; Anzoleto har derfor lært hos en mindre betydningsfuld lærer. Og Zustiniani synes ikke helt upåvirket af Porporas dom over Anzoleto, for nok er den unge mand under Grevens beskyttelse, men som Consuelo må han leve fra hånden i munden. Men unge og endnu uskyldige leger de sig gennem elendigheden på Venedigs kajer og strande. De lover hinanden, at så snart Anzoletos engagement er på plads, vil de gifte sig.

Endelig, da fire år er forløbet, lader Greven Anzoleto prøve for hele det fornemme Venedig, og det lykkes den unge mand at vinde publikum for sig. Men Greven synes at glemme Anzoleto; natten efter debuten strejfer han omkring på kajerne og er havnet i et ingenmandsland mellem det fornemme og det fattige Venedig, hvor han før hørte til, men hvor ingen kan kende ham i stadsen, Greven har lånt ham til prøven. Og denne tilstand er netop et billede på Anzoletos forpinte sind, der aldrig finder fred for hans higen efter rigdom og berømmelse. Selv på sin største aften kan Anzoleto ikke unde sig selv et øjeblik. Tålmodigheden svigter ham, han føler, at han må handle for at tvinge Zustiniani til at sikre hans fremtid, nu han ikke fik kontrakten i hånden straks efter prøven. Og midlet er Consuelo, der fra at være ranglet og tynd har udviklet sig til en overraskende skønhed. Denne og hendes sang må kunne sikre dem begge en fremtid på Theatre San-Samuel.

Sådan sker det; efter mange forberedelser gør Consuelo en prøve som Anzoletos, og hun sætter Venedig på den anden ende og får det engagement, som også vil lade Anzoleto debutere. Men Anzoleto føler sig stadig ikke tryg. Han frygter den indtil da altdominerende primadonna, Corilla, som Consuelos forventede succes vil forstøde. Corilla og dermed hendes klakører må narres til at tro, at Consuelo, den lille kirkekorist, ikke vil stå distancen på operaens store scene. Den grusomt forfængelige og lystsyge Corilla kan selvfølgelig ikke modstå den gudeskønne Anzoleto, og de indleder et lidenskabeligt forhold. Som dagene går, føler Corilla sig mere og mere overbevist om, at Consuelo ikke er en fare for hende. Hun sørger for, at hendes tilhængere blandt operaens publikum vil forholde sig passive, når Consuelo skal debutere; hun vil falde af sig selv, men Anzoleto skal ikke rives med. Men den sande kunst tåler ethvert anslag; Anzoleto gør en mådelig succes, mens Consuelo får taget til at løfte sig. Ikke kun Corilla, men også Anzoleto er slået af banen. Hun glemt, han overskygget og kun tålt, fordi Consuelo insisterer derpå.

Romanen er som nævnt en føljeton, og Sand bruger særligt Anzoletos famlen efter den forløsende intrige til at skabe de nødvendige handlingsomslag, som kan afslutte et kapitel og sætte an til det næste. Men alt skal jo have en ende, og da Anzoleto ikke kan leve i skyggen af Consuelo, flygter han bort for at finde trøst hos Corilla. Den naive Consuelo vil finde ham, men Porpora lægger sig nu imellem og fortæller hende om det mislykkede rænkespil, hvis genstand hun er. Først vil hun ikke tro ham. Men da Porpora fra en skjult balkon over for Corillas palads udpeger denne og Anzoleto i en hed tête-à-tête, overbevises hun. Og da Greven samtidigt må erkende, at hans galanterier ikke er virksomme på en Consuelo, og han forfalder til simpelheder, er hun tabt for hans opera og venetianerne. Consuelo rejser; Porpora har skaffet hende et andet engagement.

Læserinden vil selvfølgelig gerne vide, hvad der videre hænder Consuelo. Og George Sand holder hende derfor hen for at fortælle, at Corilla og Anzoleto indtager scenen på Theatre San-Samuel. Men forarget over behandlingen af Consuelo piber mængden dem ud, så grumt, at forestillingen ikke kan spille sig til ende. Tæppet falder i utide, Anzoleto gribes af fortvivlelsens raseri, mens Corilla tager situationen med ophøjet ro. I morgen er atter en dag, mængden vil glemme og i længden blive træt af sit eget hyleri. Corilla får ret, langsomt men sikkert vindes scenen og publikums gunst tilbage. Og der bliver plads til endnu en elev fra Porparas skole: Clorinda, der tung og tilfreds gør sig strålende som en ufarlig seconda donna.

George Sand lader dog ingen slippe så let; selv en Corilla, en Anzeloto, en Zustiniani og en Clorinda ejer en uskyldighed, som kan mistes. Greven, som alle i Venedig anså som jordens lykkeligste mand med sin opera og sine underskønne elskerinder, blev offentligt latterliggjort, da Consuelo viste ham fra sig og forsvandt. Anzoleto må erkende, at det eneste af værdi var den kærlighed, han følte for Consuelo, men som han ofrede for berømmelse og rigdom. Corilla må leve med, at Anzoleto, som hun elsker, elsker en anden og langsomt vil falme ved hendes side. Og Clorinda må vel vide, at man som nummer to kun er et middel. Men alle forstår at trøste sig; de bytter elskere og hader hinanden dødeligt. Præcist hvordan skal ikke røbes her, men romanens første del slutter dramatisk på kanalerne, hvorefter Anzoleto tager flugten fra Venedig.

I DE FØRSTE KAPITLER AF ROMANENS ANDEN DEL introduceres læserinden til familien Rudolstadt. En familie med en dramatisk og blodig historie i slipstrømmen af Jan Hus og paveligt korstog; fra reformerte tjekker til germaniserede katolikker, og i romanens tid herrer på det dystre Kæmpernes Slot og de omkringliggende besiddelser i grænselandet mellem Bøhmen og Bayern. Det er et mørkt sceneri, sort romantik, der umiddelbart åbenbares for læserinden. Men der findes også noget kærligt i Sands leg med stedet og figurerne, en grotesk komik, som udpeger borgens metertykke mure og Rudolstadterne som et prinsesseligt tilflugtssted og galante beskyttere for Consuelo. Her og hos dem kan romantiske heltinder søge ly for menneskers forfølgelse, nætters uvejr, og nære håb om fremtiden.

Familien består af Grev Christian, hans søn Albert, Christians søster og borgfrue, Wenceslava, Alberts forlovede, hans kusine Amélie og dennes far og Christians bror, baron Frédérick. Også en kapellan, en slags værge for familien og den snart tredveårige Albert, er en del af selskabet, der er bænket om middagsbordet, da Consuelo ankommer. I et voldsomt uvejr og med en introduktionsskrivelse fra Porpora, der ikke afslører hendes sande identitet som en stor sanger, men udpeger hende som Amélies musiklærer. Familien Rudolstadt, der har nære relationer til Porpora og også er gjort godmodige af modgang, tager hendes straks til sig som Porporina eller blot Nina.

Gamle familier, der bor i dystre borge og vil gifte kusiner og fætre sammen for at sikre fremtiden, har hemmeligheder uden fremtid. Denne sandhed erfarer Consuelo straks ved sin ankomst, da hun så udmattet efter rejsen, at hun ikke kan sove, gerne lægger øre til Amélies lange beretning om Rudolstadterne. Om grev Christian og hans to afdøde koner; med den første fik han ingen børn, med den anden fem, hvoraf de fire døde af en slags hjernebetændelse. Men selv om Alberts stærke konstitution lod ham leve, så arvede han morens forpinte sind. Som barn havde han de mærkeligste ideer, som når han om morgenen fortalte, at hans afdøde mor om natten stod bøjet over hans seng. Og kontakten til det hinsides strakte sig videre med alderen, nemlig til historien og de forfædre, som deltog i grusomme bataljer. Albert følte de levede i ham, at han bar en evig skyld for deres ikke altid så flatterende handlinger. På et tidspunkt frygtede familien så alvorligt for hans forstand, at de sendte ham væk på den traditionelle dannelsesrejse, her ledsaget af en abbed.

Og da Albert efter mange år i de fremmede vendte tilbage til Kæmpernes Slot, syntes han forandret. Abbeden havde kun lovord til overs for den unge mand, der dog for familien virkede endnu mere reserveret end før. Men også rolig, tilsyneladende kureret for sine nykker og klar til giftermålet med kusinen Amélie, der derfor er ankommet til borgen med sin far. Men som Consuelo skal opleve det, er der noget galt. I det ene øjeblik lever Albert harmonisk med sin familie, for derpå at forsvinde i dagevis. Han er som sunket i jorden; ingen eftersøgning har endnu været i stand til at afsløre hans skjulested. Og findes det i det hele taget, eller strejfer han blot omkring i bjergenes dybe skove? Når han kommer tilbage, virker det, som han intet husker. Amélie, ydre smuk, indre jævn, har ikke stort til overs for sin fætters mærkelige, ekspanderende sind. Omvendt er det med den kunstneriske, kristent naive Consuelo, der ser en stor sjæl lide og vil hjælpe. Consuelo forsøger at tilkalde ham med sin sang og foranstalter en natlig eftersøgning på det nærliggende bjerg, Schreckenstein, hvortil mængder af skrækkelige sagn spinder sig, og hvor den arveligt tankeplagede Albert kan tænkes at finde trøst og tugtelse.

Denne natlige eftersøgning af Albert giver intet resultat. Men da Consuelo en nat opdager Zdenko, fortællingens idiot og Alberts tro ven, dukke frem af intet i borgens mørke indre, aner hun sammenhængen og finder den hemmelige nedgang til grotterne under Schreckenstein. Et farligt sted; vand kan bringes til at synke og stige og oversvømme og opsluge indtrængende i en uendelig labyrint af gange og rum. Og Consuelo omkommer nær, da hun begiver sig ind i bjerget for at eftersøge Albert. Men finde ham gør hun, og hun overtaler ham til at forlade grotterne for altid mod at sværge ham søsterens evige troskab. Begivenhederne i grotterne er højdramatiske, og tilbage i borgen angribes Consuelo straks af en voldsom hjernebetændelse. Men den hengivne og kompromisløse Alberts stædige pleje fører hende tilbage til livet. Af alt dette har Amélie selvfølgelig fået nok; ved charmerende list får hun sin far lokket med sig, og de rejser hjem.

Bjerget Schreckenstein, på overfladen umiddelbart uigennemtrængeligt, men i sit indre gennemfuret af hulrum og kanaler, der skjult af tæt vegetation her og der bryder overfladen, kan opfattes som et billede af sindet. Men selv om det ligner, og man udmærket kan læse senere tiders teorier ind i et værk, er det ikke psykoanalysens model. George Sand skriver derimod på en interesse for den animalske magnetisme og en tro på eksistensen af en kollektiv bevidsthed, ofte knyttet til et særligt sted. Nede i bjerget griber Albert således disse dybder i sindet og artikulerer dem som noget bevidst, da han på sin Stradivari-violin spiller en oprindelig og ægte bøhmisk musik for en åndeløs Consuelo: uden noder eller andre former for optegnelser. Og han gør det foran et alter bygget af knogler og kranier fra ofrene af tidligere tiders grusomheder. Sort og blændende klar romantik, her er hjernen ikke en mudderpøl.

CONSUELO OG ALBERTS TRAKTAT HOLDER DOG IKKE LÆNGE. Albert er selvfølgelig ikke herre over sine følelser. Med sin far, Grev Christian, som mellemmand frier han til Consuelo, og da Anzoleto pludselig gør sin entre i borgen, idet han introducerer sig som en bror til Consuelo, er vor heltinde sat under et dobbelt angreb, der kræver handling. Dels må hun befri sig fra Anzoleto og hans for alle farlige rænkespil, dels vil et ægteskab med Albert gøre det umuligt for hende at følge sit kald som sanger. Albert kan hun rejse fra, mens Anzoleto nu er en fjende, der kræver hendes flugt. Og det lykkes Consuelo at narre ham. Mens hun begynder sin vandring mod Wien, tror han at følge efter hende i den modsatte retning. Anzoleto er atter ført ud af fortællingen, men Consuelo skal møde nye farer og tilhørende lærdom på sin videre færd i denne, romanens tredje del.

Consuelo bliver dog ikke alene om at trodse prøjsiske dusørjægere og østrigske libertinere. Ved sin fodrejses begyndelse møder hun en ganske ung Joseph Haydn, der som hun lever for musikken, men endnu ikke er besluttet om sit kald som komponist. Måske Consuelo og hendes forbindelse til Porpora kan lede ham på vej, og med Consuelo andægtigt forklædt som en ung mand, går de mod Wien. Men selv om de vælger en rute væk fra alfarvej, undgår de ikke at møde Mayer og hans to sammensvorne. Først virker Mayer som en velgører, da han tilbyder dem plads i sin vogn, men Consuelo opdager snart, at de har forretning med grumme slyngler, der kidnapper både mænd, kvinder og børn til den prøjsiske hær. Og et par unge musikanter kan også passes i geled. Men med effektiv hjælp af en baron Trenck og en grev Hoditz på vej til Wien lykkes det dem at undslippe Mayers slæng. Dog kun for at opdage, at Hoditz har upassende planer med Consuelo, hvis forklædning han har gennemskuet.

Consuelo og Joseph må atter af sted til fods. I kort afstand fra Wien synes de ved enden af deres resurser, men finder nu et virkeligt fristed hos en ærværdig kannik. Denne nyder livet i et embede, hvor han er fritaget for enhver pligt og frit kan dyrke sin lidenskab for god mad, eksotiske planter, musik og planen om den bog, han aldrig får skrevet. Han er som så mange andre af figurerne i Consuelo en komisk figur. Men i dybden er han godheden selv og modsat grev Hoditz ser han i de unge musikanter en mulighed for nogle timers adspredelse af den uegennyttige slags. Ikke kun betalt med rigelig beværtning og et sikkert husly, men med agtelse og respekt. Og denne behøver han netop gengældt, da den fødende Corillas vogn ruller frem foran porten til hans ejendom. Hendes forhold til Anzoletto har fået følger; hun er flygtet fra Venedig og vil efter barnets fødsel søge engagement i Wien. Den godmodige kannik viser sig nu fej, idet han nægter hende husly, men henviser hende til et gæstgiveri i kort afstand derfra. Consuelo må træde til og hjælper sin ærkefjende med at forløse sin troløse forlovedes barn. I mellemtiden er kannikken kommet på bedre tanker og har sendt alt fornødent efter Corilla, der kvitterer ved at sende barnet tilbage i kannikken, der genfinder sin gode kerne og kærligt tager barnet i sine tjenestefolks varetægt. Harmonien mellem kannikken og Consuelo er genoprettet; hun og Joseph kan drage videre.

I BEGYNDELSEN AF ROMANENS FJERDE DEL NÅR CONSUELO OG JOSEPH OMSIDER WIEN, hvor Consuelo forenes med mester Porpora. Som for Consuelo er Venedig blevet ham umulig, og han håber nu på plads for sine kompositioner og sin elev ved operaen i Wien. Men den østrigske er om muligt mere usaglig i antagelsen af værker og ansættelsen af sangere end Grev Zustinianis venetianske. Dette har Porpora erkendt, og ved Consuelos ankomst har hans bitterhed gjort ham til et let bytte for alderdommens selvforsømmelse. I hans ydmyge bo er alt et rod, han glemmer at spise, hans tøj er laser. Men Consuelo retter snart op på disse ting, og samtidig begynder den snirklede intrige for at vinde sig et engagement ved den kejserlige opera. Og det lykkes selvfølgelig Consuelo at erobre scenen som prima donna. For Porpora er hans vigtigste elevs fremgang dog en skuffelse, da det ikke bliver i hans operaer, at Consuelo betager publikum. Et engagement i Berlin, der garanterer opsætningen af hans værker med Consuelo som hovedkraft vil ændre dette. Men Consuelo, der kun har foragt til overs for den prøjsiske krigsmaskine efter oplevelserne med Mayer, sætter sig i mod.

TIL SIDST GIVER HUN DOG EFTER FOR PORPORA, og med begyndelsen af endnu en rejse i fortællingen om Consuelo, er romanens femte og sidste del sat i gang. En rejse, der involverer Albert og Kæmpernes Slot i endnu et crescendo af sort og grotesk romantik, hvor man med tanke på efterfølgerens titel, La Comtesse de Rudolstadt, nok kan fornemme et giftermål på kanten af et floromvundet dødsleje.

CONSUELO ER EN MÆGTIG ROMAN. Man kan sige meget mod den, men den må fremhæves for langt mere, hvor dens afgørende kvalitet er udviklingen af Consuelo. Selv om hun konstant fremstår som dydig, god og retfærdig, udvikler hun sig troværdigt gennem hele romanen. Fra at være naiv lærer hun sund skepsis, evne til mistro, humor og latter; fra at være ligegyldig over for beundringen af hendes stemme i romanens første del, beruses hun meget menneskeligt i romanens fjerde del, når hendes sang løfter taget af operaen i Wien. George Sand formår at lade Consuelo lære og vandre fra skabelon til menneske; et kunststykke, som de færreste forfattere af dannelsesromaner lykkes at gøre færdig.

H.P. HOLST (1811-1893) OVERSATTE i 1860'ERNE og 70'ERNE flere værker af Sand. DetGS har allerede vist Marquis de Villemer i omarbejdelsen til teaterstykke, og har også valgt at gøre brug af Holsts oversættelse af Consuelo. H.P Holsts sprogform er tidsvarende, så bortset fra enkelte omstillinger er kun retskrivningen nænsomt ændret til vor tids normer. - kbc

Søgevejledning

til top

Valid XHTML 1.0 Strict
Valid CSS!